Del på Facebook

Afsnit nr. #8 | Pilates er langt mere end fysisk træning

Pilates handler ikke kun om at få en god kropsholdning og en stærk core. Det er mere end en fysisk træning og kan radikalt forbedre dit mentale velvære – det er min egen oplevelse og mine kunders.

”Det, at opnå og nyde fysisk velvære, mental ro og åndelig fred, er uvurderligt for den person, der oplever det. De færreste oplever det, men det er imidlertid værd at stræbe efter, og efter vores mening er det kun gennem Contrology, at denne unikke treenighed i en afbalanceret krop, sind og ånd nogensinde kan opnås” , skrev Joseph Pilates i 1945.

Han kaldte sin metode Contrology, som er en ‘kontrol’, der resulterer i frihed, slipper for at nedbryde muskulære og mentale vaner, mønstre og / eller tilsvarende trossystemer.

”Ved at vække tusinder og tusinder af ellers normalt sovende muskelceller, vækker Contrology tilsvarende igen tusinder og tusinder af sovende hjerneceller, hvilket aktiverer nye områder og stimulerer sindets videre funktion.

Det er ikke så underligt, at så mange personer udtrykker en så stor overraskelse efter deres første erfaring med Contrology-øvelser, forårsaget af deres erkendelse af den resulterende fornemmelse af ‘opløftning’. For første gang på mange år er deres sind virkelig vakt.”

Sundhed er en pligt

Jo mindre du taler om sundhed, jo bedre er det for dit helbred. Nu provokerer jeg dig måske ved at sige, at sundhed ikke kun er en normal tilstand. Du har pligt til at opnå den, og også til at opretholde den…

Jeg tror på, at hvis mennesker blot kendte og overholdt de enkle naturlove, ville vi få universel sundhed, og sundheds-årtusindet ville være her.

Ifølge Joseph Pilates skal vi ”blot” følge naturens gang. Vi skal være bevidste om at skabe balance i både vores krop og i vores sind. Ligesom dyrene.

Så enkelt kan det siges. Og det ER enkelt.

Start med 10 minutter

Joseph Pilates underviste i sine specifikke øvelser. Eleven skulle mestre den enkelte øvelse til perfektion, inden man gik i gang med den næste øvelse. Han opfordrede til, at man lavede øvelser fire gange om ugen:

”Start med at træne ti minutter ad gangen. Snart vil du se, at du ikke kan nøjes med ti minutter, fordi du har lyst til mere”, sagde han.

Det er jeg selvfølgelig HELT enig i J

Du bliver bevidst om både din krop og dit åndedræt

Du udfører øvelserne med bevidst brug af åndedrættet. Den bevidste brug af åndedrættet sørger for ilt til de arbejdende muskler, og for at din krop udskiller affaldsstoffer.

Den sørger også for, at dit tankemylder forsvinder, og at du er nærværende i din egen udførsel af øvelserne, og følger kroppens arbejde. Du forsvinder ind i dig selv i dyb koncentration.

Er sundhedsforsikringen overhovedet en gode?

Ligesom Joseph Pilates er jeg meget optaget af, at vi lytter til kroppens signaler frem for at dulme dem unødigt med fx arbejde, alkohol, mad, slik, junkfood eller piller.

Det er trist, at smertestillende piller mod hovedpine og spændinger er fast indhold i mange tasker og skrivebordsskuffer.

Jeg synes, det er tankevækkende, at en sundhedsforsikring anses som en gode! Vi skulle langt hellere stræbe mod, at den ikke var nødvendig – eller endnu bedre: At den blev anset som tåbeligt frås!

Hvad nu, hvis vi i stedet for at tage en pille mod hovedpine, lyttede til kroppen og spurgte, hvad har du brug for? Ofte ville svaret være bevægelse, ro, frisk luft, eller noget andet helt naturligt.

Jeg ved det, for jeg kender det fra mig selv.


I en periode led jeg af ugentlige migræne-anfald. Det var blevet normalt for mig at have det sådan – om end jeg bestemt ikke syntes om det. Jeg fik at vide, at jeg kunne glæde mig, til jeg gik i overgangsalderen, for så ville det forsvinde… (og dengang var jeg midt i 30’erne! Sikke en besked at få!)

Men jeg besluttede, at det skulle være anderledes. Og det blev det.

Den første aha-oplevelse, som jeg kan huske, fik jeg, engang vi var på skiferie. Jeg fik et migræne-anfald, og i stedet for at blive sur og ked af det, gik jeg i seng. Puttede mig helt ind under dynen og sagde ”Lille migræne. Du tager den tid, der skal til. Vi har tid nok. Og så ligger jeg lige så stille her sammen med dig”.

Den dag registrerede jeg, at migrænen forsvandt langt hurtigere end den tidligere havde gjort. Det var første step. Næste step blev at lytte til signalerne om, at en migræne var på vej, så jeg kunne tage den i opløbet ved at sige NEJ, tage en pause eller en lur, drikke noget vand eller hvad jeg nu havde brug for.

For migrænen var jo min krops måde at sige: Når du ikke hører efter og mærker mig, sørger jeg for at du bliver lagt ned.

Jeg lærte at lytte til signalerne fra min krop og mærke efter, hvad jeg havde brug for.

På den måde blev jeg fri for migræne og har ikke haft det i mange år.


Om serien

Serien MANDEN BAG PILATES-METODEN er min hyldest til Joseph Pilates. Hans metode har gjort en stor forskel for mig. Du kan læse min personlige historie her.

Hver eneste dag gør pilates-metoden en forskel for tusindvis af mennesker verden over. Det er jeg taknemlig for at være en del af.

Samtidig er formålet med serien også, at minde os om vores historie. Ikke, at vi skal gøre præcis som Joseph Pilates gjorde, for tiderne har udviklet sig, og det samme gør vi. Det er i øvrigt helt i Joseph Pilates’s ånd. Han var selv en nørd, der konstant udviklede med henblik på forbedringer. Og det, synes jeg, er så superspændende.

Vi skal kende vores historie, fordi en metode uden historie er en metode uden rødder, uden fundament. Når vi kender vores historie, kan vi bruge den viden til at navigere med, og den er især vigtig, hvis vi vil have svar på spørgsmålet ‘hvem er jeg’ og ’hvad er pilates*.

Find alle afsnit HER


    "Pilates er langt mere end fysisk træning."

Indsæt en kommentar

Din e-mail bliver ikke udgivet.