Se beløbet: Det får en pilates instruktør i løn
Jeg bliver af og til spurgt om, hvad en pilates-instruktør får i løn, og selvom lønnen typisk ikke er det, der trækker allermest i pilates-instruktører, vil jeg prøve at skabe et overblik til dig her:
Lønnen afhænger meget af, hvor du underviser:
Det får du i løn i gymnastikforening
I gymnastik-foreninger får du som pilates-instruktør ikke løn. Nogle gange kan du få nogle udgifter godtgjort, og ofte får du tilskud til kurser og uddannelser.
Det får du i løn i fitness center
Når du underviser i et fitness-center ligger din løn som pilates-instruktør ofte mellem 200 og 275 kr. pr. mødegang. Derudover har du typisk fri træning i centret, og nogle fitness centre giver et tilskud til kurser og uddannelser. Som ansat i et fitness-center optjener du også feriepenge.
Det får du i løn i aftenskole
Din løn som pilates-instruktør er højst, når du underviser i en aftenskole. Her får du 295,47 kr. pr. lektion. Underviser du f.eks. et hold med 70 minutters varighed, får du ca. 457,98 kroner pr. mødegang + feriepenge. Jeg har sjældent set, at aftenskoler yder tilskud til eksterne kurser og uddannelser. Til gengæld afholder nogle aftenskoler (F.eks. FOF) kurser for deres bevægelseslærere.
Løn - ikke det eneste parameter
Som du kan se, er der stor forskel på, hvad man tjener, men set over et år, er der måske ikke den store forskel. Fitness centre kører f.eks. holdundervisning året rundt, mens aftenskoler kører i sæsoner – når du er etableret underviser, kan du undervise 30-34 uger om året i en aftenskole – resten er ferie.
LÆS OGSÅ: Pilates er langt mere end fysisk træning
Et andet parameter er også, hvor du helst vil undervise, og hvem du helst vil undervise. Det er for mig det vigtigste: Jeg synes, du skal undervise der, hvor du føler dig bedst tilpas.
Som nævnt er lønnen typisk ikke det, der trækker mest i en pilates-instruktør. Det er den positive feedback, de får fra deres deltagere og det at opleve, at deltagerne får det bedre.
Ofte kommer deltagere hen til dig efter timen og fortæller, at nu har de ikke længere ondt i ryggen, nakken, lænden eller de er blevet fri for stress eller andre skavanker.
LÆS OGSÅ: Hvilken pilates-uddannelse skal jeg vælge?
Det at gøre en forskel for andre (og sig selv), er det, der tæller – det er det allervigtigste for mig, og det er derfor, jeg har valgt at gøre det til min levevej og blive selvstændig.