DIN MAVEFORNEMMELSE | Du har truffet en beslutning, men den føles bare ikke rigtig. Når du tænker på den, får du et ubehageligt sug i maven eller et stik i hjertet. Du kan mærke din beslutning er helt forkert.

Kender du det?

I dagens blogindlæg, lærer du, hvordan du bliver god til at lytte til din mavefornemmelse, så du ikke kommer til at leve et liv, der føles forkert, for lidt og for hårdt, men i stedet kan opleve en hverdag fyldt med glæde.

Måske kender du det her…

Du kan mærke, at du trænger til mere tid til dig selv, ”men det går ikke, for jeg skal passe mit arbejde, ungerne og veninderne … jeg må være alene senere”, men senere bliver hurtigt til aldrig….

Og måske fortsætter du med at tage de forkerte beslutninger, fordi du ikke længere kan mærke dig selv.

Jeg tog den forkerte beslutning

Fordi mange af os har nemmere ved at sige nej til os selv, end ved at sige nej til andre, er den nemmeste beslutning sjældent den bedste beslutning. Det erfarede jeg selv for nogle år siden, hvor min hverdag var lige hektisk nok, og jeg havde brug for mere tid til mig selv.

Jeg var ansat, og så ikke en mulighed for at gå ned i tid, for det gjorde man ikke, der hvor jeg var (som jeg så det). Jeg kunne også vælge at bede min familie om selv at sørge for aftensmad, men så syntes jeg, at jeg var en dårlig mor. Og sådan kunne jeg fortsætte.

Den nemmeste løsning for mig var derfor at sige nej til at fortsætte med mine pilates-hold, når den nye sæson skulle planlægges.

Jeg elsker at undervise. Pilates er mit helle. Her er jeg til stede lige nu, lige her, og lige os (mig og deltagerne). Når jeg underviser i pilates, lukker jeg alt andet ude, og når jeg forlader lokalet er jeg som født på ny.

Beslutningen skar mig derfor i hjertet.

Den dårlige beslutning gøres god

I starten accepterede jeg beslutningen. ”Sådan måtte det bare være…”

Men en dag, da jeg cyklede på arbejde (efter en god ferie, hvor jeg var helt inde og mærke mig selv), hamrede jeg hånden i styret, og sagde ”Nej, f…… nej! Jeg vil ha’ lov til at lave hiproll sammen med mine deltagere igen!

Hiproll er en bestemt pilates-øvelse, som er så god for ryggen og den føles så godt at lave. At undvære den, var bare for meget!

Erkendelsen kom sent. Men ikke for sent. Jeg kunne nå at oprette hold igen. Ikke på de samme tidspunkter som hidtil, for de hold havde jeg givet videre til en anden instruktør. Men tidsnok til at det lykkedes mig at fylde mine nye hold. Jeg kunne fortsætte med at undervise.

LÆS OGSÅ: Derfor er dit HVORFOR så vigtigt

Din mavefornemmelse kan ligge i hjertet

Siden er jeg blevet meget bedre til at lytte til min mavefornemmelse, som hos mig ligger i mit hjerte. Jeg føler mig simpelthen ked-af-det, hvis jeg ikke lytter til mit hjerte. Mit hjerte fortæller mig, hvad der er vigtigt for mig.

Jeg er gået væsentligt ned i tid, jeg underviser i pilates (både på ugentlige hold og på min pilates-uddannelse). Jeg svømmer om morgenen, jeg spiller golf, går lange ture. Jeg har masser af tid med min familie – og jeg kan fortsætte den gode remse.

Det vildeste kan lade sig gøre, når vi lytter til vores mavefornemmelse, og følger det den fortæller os.

Sådan tjekker du din mavefornemmelse

Hvordan føles det i maven (eller hjertet), hvis du tager beslutningen? Bliver du glad? Bliver du ked af det? Bliver du glad på dine egne vegne? Eller på andres vegne? Beslut dig altid ud fra, hvad der gør dig glad inderst inde (det smitter af på alle omkring dig).

Når vi overvejer en beslutning, der også får konsekvens for andre, kan vi være tilbøjelige til at forestille os, at verden bryder sammen. Tror vi mon ubevidst for lidt på dem omkring os?

Hvis du ikke er så vant til at lytte til din mavefornemmelse, kan det føles grænseoverskridende at skulle handle på den. Ikke mindst fordi omgivelserne kan sætte spørgsmålstegn ved din beslutning.

Det var bestemt også svært for mig i starten, men når det handler om ens egne personlige værdier, så er der dybest set ikke noget at diskutere.

LÆS OGSÅ: Drømmer du også om at skifte karriere – helt eller delvist?

Mit bedste råd nu og her, og det der virker for mig er, at skære helt ind til benet og sige noget i retning af ”Fordi jeg kan mærke, at det er vigtigt for mig”.

Indimellem fortæller jeg kort om motivationen bag beslutningen, andre gange siger jeg ”Det kan jeg ikke forklare. Jeg kan bare mærke, det er vigtigt for mig”.

Når du tillader dig selv at følge din mavefornemmelse, tillader du samtidig andre at følge deres.


TAK FOR DU LÆSER MED. Mit navn er Bente Tromborg, og jeg er uddannelsesleder på pilates-uddannelsen. Formålet med mine indlæg her bloggen er at inspirere dig og andre læsere til at finde indre ro, frihed og overskud.

Samtidig kan du gennem mine blogindlæg lære mig bedre at kende, og på den måde finde ud af om pilates-uddannelsen er dit næste skridt.

Ses vi? Det ville være mig en fornøjelse at hjælpe dig med at styrke dit helbred OG lære andre til det samme! >>Tilmeld dig mit nyedsbrev her<<, så får du samtidig adgang til minikurset Sådan underviser du andre i pilates, selv om du ikke er instruktør (endnu): 5 simple øvelser, du kan praktisere med det samme.

Kærligst
Bente <3

HUSK Hvert eneste like, hver eneste kommentar i kommentarfeltet modtages med kyshånd. Det giver nemlig mig mulighed for at lære dig bedre at kende, så jeg kan gøre indlæggene her på bloggen endnu mere relevante for dig og resten af PILATES-REVOLOUTIONEN.

DIN TUR: Hvor sidder din mavefornemmelse? I maven eller i hjertet - og hvordan følger du den? Del gerne med os andre her i kommentarfeltet


Leave a Reply

Your email address will not be published.