Overvejer du at blive pilates-instruktør?

Er du i tvivl om, om du skal tilslutte dig de hundredvis af undervisere, der har gjort pilates til deres karriere (helt eller delvist)?

Skal du skifte karriere? Eller skal du lave en kombination, hvor du underviser i pilates ved siden af dit faste job? Eller skal du lægge ideen om at blive pilates-instruktør på hylden?

Svaret er individuelt.

Her er derfor 11 spørgsmål du skal stille, INDEN du tilmelder dig en pilates-uddannelse. Når du kender dine svar, går du fra frustrationerne om for og imod til afklaring på, hvad der er det rigtige valg for dig.

Sæt dig og skriv lidt ned for hvert spørgsmål. Vær ærlig i dine besvarelser. Det er dit uddannelsesvalg, det handler om.

Før du beslutter dig:
Fokus på Motivation, Mulighed og Mindset

1. Hvorfor vil du uddanne dig til pilates-instruktør?

Har du planer om at undervise eller ønsker du ”bare” at lære mere om pilates? Begge dele er lige rigtigt, men at vide, hvilken gruppe du hører til, vil gøre det nemmere for dig at vælge den rigtige uddannelse.

Hvis du planlægger at tage uddannelsen for din egen skyld, er risikoen, at du ikke vil bruge tid på at undervise andre. De fleste uddannelser kræver, at du bruger tid på at undervise andre.

Overvej, om du tager fejl. Muligvis har du ingen intentioner om at undervise andre, men måske bliver du helt vild med det, når du først har prøvet det nogle gange.

Nogle grunde til at uddanne dig til pilates-instruktør kunne være, at du vil:

  • Lære mere om pilates-metoden og filosofien bag
  • Udvikle dig personligt
  • Styrke dit helbred
  • Have frihed til at planlægge mere af din tid selv
  • Lære noget nyt
  • Opbygge et netværk af andre pilates-interesserede
  • Have større frihed til at gøre det du brænder for
  • Udfordre dig selv mentalt og fysisk
  • Undervise i pilates (surprise!)

2. Er du indstillet på ugentlig selv-træning?

Dette er ikke krav i alle uddannelser, men det er et godt sted at starte. Det giver et godt udgangspunkt for fordybelse og hjælper dig til at udforske dine egne begrænsninger og muligheder.

Det igangsætter også processen med at blive en fantastisk underviser, der kan variere sin undervisning og skabe et forfriskende flow, uden ekstern hjælp (et godt trick, når du gerne vil have en masse dedikerede deltagere på dine hold).

Når du øver dig i at lade din krop guide dig, allerede inden du starter på (eller tilmelder dig) uddannelsen, hjælper du dig selv med at se, om undervisning er noget du er virkelig interesseret i.

Derudover kan en god kvalitetsfyldt hjemmetræning, hvor du skruer op for nysgerrigheden omkring din egen krop, give en besparelse på medlemskab og personlig træning, hvis du sparer op til en uddannelse.
Jeg behøver sikkert ikke at fortælle dig det, men pilates-træning kan være dyrt.

3. Hvilke forudsætninger skal du have for at kunne gå i gang?

Som udgangspunkt, kan du starte på en pilates-uddannelse, uden at du selv har gået til pilates. Måske har du kun læst, om pilates, og kan mærke, at her er, hvad du søger. På alle uddannelser, vil der være deltagere, der har dyrket pilates i flere år, og andre, der aldrig har gjort det.

Min erfaring er, at de personer, som aldrig selv har gået til pilates, føler sig på niveau med dem, der længe har dyrket pilates. Én af årsagerne hertil kan være, at du med en pilates-uddannelse ikke blot selv skal kunne udføre øvelserne korrekt. Du skal også kunne formidle din viden og teknik og få andre til at forstå, hvordan de udfører hver enkelt øvelse – med det optimale udbytte.

Derfor får alle deltagere på en pilates-uddannelse et indgående kendskab til samtlige øvelser og her befinder du dig på et niveau, der efter min erfaring går ud over det kendskab, du opnår som privat pilates-udøver. Personlig erfaring med pilates kan føles som et forspring, men det varer som regel ikke længe, inden alle deltagere er i samme båd.

LÆS OGSÅ: 5 gode grunde til at blive pilates-instruktør

Sådan vælger du den uddannelsesform,
der passer til dine behov

4. Hvilken erfaring har underviseren?

Uddannelser kan være en stor money-maker for et studie (og nogle gange er uddannelsen den eneste money-maker). Dette kan betyde, at nogle studier hopper med på vognen, uden erfaring:

Spørgsmål du kan stille, for at finde ud af mere om din underviser:

  • Hvor mange år har du undervist?
  • Hvor mange uddannelsesforløb, har du stået for?
  • Hvad gør dig anderledes som lærer?
  • Hvor har du selv undervist? (Kan fortælle dig, om han/hun selv kender den verden, der venter dig efter uddannelsen – en fordel, når du får brug for hjælp)
  • Hvordan adskiller din uddannelse sig i forhold til andre uddannelser?
  • Hvad kan du især godt lide ved at undervise? (Kan vise dig, om han/hun er lige så passioneret som du er!)

5. Hvordan er uddannelsen opbygget?

Nogle uddannelser kører over et kort intensivt forløb, hvor du gennemgår hele uddannelsens pensum på komprimeret tid, og dernæst skal arbejde videre med materialet på egen hånd, når du kommer hjem. Fordelen ved den intensive model er, at man hurtigt får indblik i pilates-metoden. Ulempen er, at man selv skal tygge sig igennem det store pensum, og at man kan føle sig usikker på nogle helt fundamentale elementer i metoden, når man kommer hjem til sig selv.

Andre uddannelser er opbygget i moduler, med x antal uger imellem. De modulopbyggede uddannelser giver dig mulighed for at arbejde med det I har gennemgået på det enkelte modul, når du kommer hjem. På den måde kan du gøre dig nogle erfaringer, som I bygger videre på, når I mødes igen.

Fordelen ved den modul-opbyggede model, hvor du lærer, integrerer, erfarer og bygger mere på, er at indlæringen sker i doser OG, at du har mulighed for at få svar på de spørgsmål, der dukker op, når du arbejder med pensummet på egen hånd. Ulempen ved den modul-opbyggede uddannelse er, at uddannelsen strækker sig over længere tid, og at du typisk skal afsted af flere omgange.

6. Hvad siger tidligere deltagere?

Denne her er vigtig: Hvis tidligere deltagere har grundlæggende udtalelser som f.eks. “Rigtig god uddannelse!”) skal du være obs! Det kan være et rødt flag.

Kig efter de detaljerede svar: Hvad har de fået ud af uddannelsen? Hvordan har uddannelsen hjulpet dem ift. det at blive pilates-instruktør? Lyder det som en ægte udtalelse eller er det bare en sukkersød hyldest?

Du kan også finde ud af en masse om pilates-uddannelsen, andre steder end på pilates-uddannelsens hjemmeside, som sandsynligvis er fyldt med positive anmeldelser. Tjek deres Facebook-side og scan dem hurtigt i en Google-søgning.

7. Hvor længe varer en undervisningsdag?

Nogle uddannelser kører med undervisningsdage, der varer fra 9-22, andre tilbyder kortere undervisningsdage som f.eks. 10-16. Overvej, hvilken varighed, der passer bedst til dig.

Foretrækker du korte undervisningsdage, så din hjerne kan absorbere det der bliver gennemgået?
Eller gør lange dage dig mere vedholdende og ansvarlig?

Forskellige opbygninger til forskellige folk. Læg mærke til, hvor mange lektioner du vil have pr. dag/weekend, og også gerne, hvor mange pauser, du kan få.

Ligegyldigt hvor meget du elsker pilates, er det rart at have et pusterum, hvor man kan give hjernen en pause, og tale om andet end pilates.

8. Hvor meget tid skal du bruge til hjemmearbejde?

Tiden du bruger, når du mødes med din underviser og medkursister på uddannelsen, vil ikke være den eneste tid du skal afsætte til din uddannelse. Du skal afsætte tid til din egen træning og til undervisning af andre. Nogle uddannelser har specifikke krav om antal timer, andre uddannelser udstikker retningslinjer, der giver dig en idé om, hvad der skal til for at få det optimale udbytte af uddannelsen.

LÆS OGSÅ: 5 gode grunde til at blive pilates-instruktør

Sådan vælger du den uddannelse,
der passer til dig

9. Er der adgang til materiale online?

Er der adgang til online-materiale, eller er der en uddannelsesmanual? I dagens stadig mere papirløse verden, har du måske ikke lyst til at tilføje flere trykte manualer til din bogreol, men det kan være en fordel, at du har noget, du kan slå op i, når du kommer i tvivl. Derfor er det værd at undersøge, om du får en fysisk manual, når du tilmelder dig uddannelsen.

Nogle uddannelser lægger materiale op på et online-forum, som du har adgang til 24/7. På den måde kan du f.eks. gense en øvelse, der er blevet gennemgået på uddannelsen. Et lukket online-forum, hvor du kan møde sine medkursister, er også en stor støtte både før, under og efter uddannelsen. Med et online-forum kan du skabe et netværk blandt ligesindede til gensidig sparring og inspiration.

10 Har uddannelsen fokus på pilates-instruktørens forretningsmæssige aspekter?

At blive uddannet pilates-instruktører, er ikke ensbetydende med, at deltagerne flokkes om dig fra dag 1.

Livet som pilates-instruktør betyder også markedsføring og økonomi: erhvervslivet forsvinder ikke, bare fordi du har lært at tage dybe indåndinger, føre din opmærksomhed indad og lære andre det samme.

Nogle pilates-uddannelser er dedikerede til at hjælpe dig med at forstå forretningsdelen indenfor pilates.

Det kan f.eks. være:

  • Dit brand
  • Sociale medier og andre platforme online
  • Hvordan du fastsætter din timepris
  • Hvordan du fylder dit første pilates-hold
  • Hvordan du fortsætter med at fylde dine pilates-hold
  • Hvordan du maksimerer dit overskud
  • Hvordan du planlægger din tid bedst muligt
  • Hvordan du kan LEVE GODT AF din pilates-undervisning

Hvis denne del er vigtigt for dig, spørg uddannelsesstedet, om det er en del af pensummet.

11. Er der mulighed for støtte og læring efter uddannelsen?

Tilbyder pilates-uddannelsen løbende support og adgang til uddannelsens underviser? Når kurset er slut, begynder den virkelige rejse. Du vil få spørgsmål, du ikke anede kunne opstå, da du var under uddannelse.

Du vil læse nye bøger, der vil udfordre dine gamle opfattelser. Du vil møde mennesker, der vil udfordre dine teorier. Og du får måske lyst til at søge ind til dine rødder igen. Find ud af hvordan mulighederne er for støtte og læring efter uddannelsen, og i hvilket forum det foregår. Chancerne er, at du ønsker at være en del af det også.

Fællesskabet kan omfatte:

  • Netværksmøder
  • Kursusdage
  • Netværk på sociale medier
  • Mail-liste, som vil informere dig om særlige tilbud til undervisere som f.eks. lukkede arrangementer kun for instruktører, øvelser, markedsføringstiltag o.a.

Kast dig ud i din personlige research. Din mavefornemmelse giver dig svaret.

TAK FOR DU LÆSER MED. Mit navn er Bente Tromborg, og jeg er uddannelsesleder på pilates-uddannelsen. Formålet med mine indlæg her bloggen er at inspirere dig og andre læsere til at finde indre ro, frihed og overskud.

Samtidig kan du gennem mine blogindlæg lære mig bedre at kende, og på den måde finde ud af om pilates-uddannelsen er dit næste skridt.

Ses vi? Det ville være mig en fornøjelse at hjælpe dig med at styrke dit helbred OG lære andre til det samme! >>Tilmeld dig bloggen her<<, så du kan få gratis adgang til min  video OG få spændende indhold fra bloggen sendt direkte til din indbakke.

Kærligst
Bente <3

HUSK Hvert eneste like, hver eneste kommentar i kommentarfeltet modtages med kyshånd. Det giver nemlig mig mulighed for at lære dig bedre at kende, så jeg kan gøre indlæggene her på bloggen endnu mere relevante for dig og resten af PILATES-REVOLOUTIONEN.


Leave a Reply

Your email address will not be published.